Lars Klitgaard bliver ny talentchef
Randers Q styrker talentsektoren: Lars Klitgaard bliver ny talentchef
Randers Q styrker talentsektoren med ansættelsen af Lars Klitgaard som ny talentchef. Lars kommer til klubben fra en tilsvarende rolle i Lyseng, hvor han gennem en årrække har arbejdet med talentudvikling og opbygning af stærke udviklingsmiljøer for unge spillere.
Ansættelsen er et vigtigt led i klubbens fortsatte ambition om at styrke talentarbejdet og skabe de bedste rammer for udviklingen af fremtidens spillere i Randers Q.
Formand Jacob Velling glæder sig over tilgangen:
"Vi er meget glade for at kunne byde Lars velkommen til Randers Q. Vi har et klart mål om løbende at udvikle vores talentsetup, og med ansættelsen af Lars tager vi endnu et vigtigt skridt i den retning. Han kommer med værdifulde erfaringer og stærke kompetencer inden for talentudvikling, og vi er overbeviste om, at han bliver en vigtig medspiller i arbejdet med at løfte vores talentmiljø yderligere."
Randers Q arbejder målrettet på at udvikle sig til hele Kronjyllands pigefodboldakademi. Ambitionen er at samle og udvikle områdets største talenter i et miljø, hvor både den sportslige, personlige og sociale udvikling er i fokus.
Også akademichef Martin A. Pedersen er tilfreds med tilgangen og ser ansættelsen som et stort skridt i at styrke den langsigtede udvikling af klubben:
"Vi ønsker at skabe en endnu stærkere rød tråd gennem hele klubben. Vores ambition er, at flere spillere udvikler sig gennem vores akademi og på sigt bliver en del af klubbens seniorhold. Kan vi lykkedes med det, vil vi samtidig skabe fundamentet for, at Randers Q på sigt kan etablere sig blandt de 16 bedste kvindehold i Danmark. Det er en ambitiøs målsætning, men vi tror på, at stærkt talentarbejde er vejen dertil."
For Lars Klitgaard var det klubbens ambitioner og retning, der gjorde valget naturligt:
"Valget faldt på Randers Q, fordi jeg ser en klub med en tydelig retning og et stærkt fundament. Jeg glæder mig til at bringe mine erfaringer i spil og være med til at udvikle klubben og talentmiljøet videre. Der er allerede gjort meget godt arbejde, og jeg ser frem til at bidrage til de næste skridt i udviklingen af Randers Q."
Med ansættelsen af Lars Klitgaard fortsætter Randers Q den målrettede satsning på talentudvikling. Målet er at skabe et endnu stærkere udviklingsmiljø for piger og unge kvinder i Kronjylland og samtidig sikre, at klubbens egne talenter får de bedst mulige forudsætninger for at tage næste skridt i deres fodboldmæssige udvikling.
Randers Q byder Lars Klitgaard hjerteligt velkommen til klubben.