Som Head of Coaching for vores mellemste akademi, U13-U14, bliver du ansvarlig for trænernes og pigernes udvikling ud fra klubbens tanker om træningsmetodik, spillestil og curriculum. Du er med til at forme rammerne, og du er god til at formidle dem til forældre, spillere og trænere.
Smarte buzz words:
Du er struktureret og samtidigt fleksibel. Du er nysgerrig og samtidig vedholdende. Du er interesseret i at udvikle trænere og spillere, og du er god til at samarbejde med mange typer mennesker.
Vores tanker med stillingen:
I Randers Q har vi vokseværk, og vi er godt på vej til at blive en licensklub under DBU, enten til sommer eller om to år. Vi har derfor store ambitioner på vegne af vores miljø, og derfor løber vi lidt hurtigere, end der måske er behov for lige nu. Vi tror til gengæld på, at det er med til at flytte os som klub, vores trænere som vigtige nøglepersoner og i sidste ende pigerne, som er årsagen til at vi eksisterer. Som Head of Coaching for vores mellemste akademi (måske vi kalder det for Ungdomsudviklingstræner i licensansøgningen..) har vi brug for en person, der kan arbejde tæt sammen med vores trænere for U13 og U14. Du skal være omdrejningspunktet for trænerne i forhold til at forberede og evaluere træningen, samt være sparringspartner på afviklingen af den gode træning. Rollen indebærer også, at du indgår i en ledelsesrolle, hvor du skal binde flere afdelinger sammen, og at du deltager i forældremøder, trupsammensætning og årsplanlægning. Vi er i en rivende udvikling, så rollen former sig løbende, og det skal du være parat til.
Det med småt:
Stillingen er ulønnet! Vi bakker gerne op omkring uddannelse til et niveau, der giver mening for dig og os. Vi kan ikke tilbyde en høj omkostningsgodtgørelse til dig, før vi har vækstet i økonomiske rammer, så indtil da er det din iver for vores projekt, der skal være den bærende drivkraft. Hvis du har mod på at søge stillingen, eller har brug for uddybende spørgsmål, skal du kontakte midlertidig Talentchef Jacob Tind, på tlf. 2218 0775 eller jacob.tind@randersq.dk. Stillingen besættes når den rette kandidat er fundet.
Vores hjemmeside bruger nogle få nødvendige cookies. Ved at fortsætte med at bruge vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies.